Home / Entrepreneurship / Dronerne kommer

Dronerne kommer

Sagt med lidt panik i stemmen – dronerne kommer – kunne det næsten lyde som starten på Star Trek. Som i Star Trek er al ”modstand nytteløs”. Dronerne er her og de er ikke længere forbeholdt regeringer, som typisk har anvendt dem til militære formål.

Nu har også vinbønderne fået øjnene op for de muligheder, som dronerne giver. DRNK Wines i den vestlige del af  Sonoma County bruger eksempelvis droner til, at holde øje med om nogle druer modner tidligere end andre.

Man lader en drone udstyret med et kamera flyve den nøjagtige samme rute over vinmarkerne flere gange. Det giver også vinbonden mulighed for at se om nogle drueklaser eksempelvis har problemer med meldug eller skadedyr, ligesom han også kan se om nogle vinstokke har en mere energisk vegetation.

Fordelen ved en drone fremfor et fjernstyret fly er, at dronen kan flyve en forudprogrammeret rute, holder bedre en ensartet højde og giver mere ensartede billeder til at sammenligne med hinanden. Hvis man så kombinerer billeder med eksempelvis infrarøde og termiske billeder, så åbnes der op for endnu flere muligheder. I stedet for måske at sprøjte en hel mark, så kan vinbonden nu se hvilken del af vinmarken, som har behov for særlig opmærksomhed.

Den information som dronerne indsamler kan også bruges til at forbedre kvaliteten af hans vin. Ved at analysere billedmaterialet kan han langt mere selektivt høste når druerne er modne, vælge om der er dele af vinmarken, som skal beskæres anderledes mv. Ved at vinificere mindre dele af marken hver for sig kan vinbonden også få en bredere vifte af nuancer at vælge imellem til den endelige vin – eller måske endda lave forskellige brands.

Der er ingen tvivl om, at droner vil være en del af fremtidens vinproduktion. Droner er både præcise, har lave driftomkostninger og så er de mere miljøvenlige end traktoren. De droner der er på markedet i øjeblikket er typisk mindre end to meter i bredden og med en vægt på under 1½ kg. Prisen for en drone uden kamera er i USA omkring 4.000 kr., hvilket gør at udgiften ikke er urealistisk for mange vinbønder.

Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvorledes droner kan bruges i landbruget til overvågning af afgrøder mv. Mulighederne er mangfoldige i det hele taget – se bare nedenstående eksempler:

  • I Australien bruger dyreværnsaktivister droner til at udspionere de landmænd, som påstår at deres dyr er “fritgående”, nu også er rigtigt
  • I Afrika bruges droner til at overvåge truede dyr
  • Hvor eller end på Massachusetts Institute of Technology (MIT) bruger de droner til at guide folk rundt på universitets område
  • I sydfrankrig bruges droner til at holde øje med eventuelle skovbrænde
  • I USA bruges droner af politiet til at lede efter bortkomne
  • Dominos pizza i England har eksperimenteret med levering af pizza med droner
  • Droner bruges til transport af medicin og nødhjælp til ufremkommelige områder

I Danmark er reglerne for brug ad droner enkle. For droner under 7 kg (hvad hovedparten er) gælder følgende:

  • mindst 5 km til den nærmeste offentlige flyveplads
  • Mindst 8 km til den nærmeste militære flyveplads
  • Mindst 150 meter til nærmeste asfalterede vej
  • Mindst 150 meter til nærmeste beboede bebyggelse
  • Max flyvehøjde er 100 meter

Hvis dronen vejer over 7 kg skal man have en særlig tilladelse og flyve på et specielt område egnet til modelflyvning.

Velkommen til fremtiden – den ligger lige om hjørnet og så koster den ikke en bondegård – øh vingård!

Om Henrik Koudahl

En personlig blog for Henrik Koudahl. Her skriver jeg om de ting, der har min interesse. En cocktail der indeholder emner, der dækker over alt lige fra iværksætteri og Italien til emner inden for mad og vin.