Home / Italien / Er du i familie med Ötzi?

Er du i familie med Ötzi?

Hvis du er i familie med Ötzi behøver du ikke dække op til en ekstra ved julebordet. Ötzi har nemlig været død i omkring 5.300 år. Ötzi – eller ismanden som han også kaldes – blev 1991 fundet af et tysk ægtepar i mere end 3.200 meters højde på en gletsjer ved den italiensk-østrigske grænse. Mumien er usædvanligt godt bevaret og regnes som Europas ældste.

Finderne troede, at liget var mindst ti år gammelt, og østrigsk og italiensk politi blev informeret om fundet. Pga højden og vejrforholdene tog det fire dage at få liget bjerget. Kroppen blev fjernet fra isen af de østrigske myndigheder under vanskelige forhold og med enkelt udstyr (isøkse og boremaskine). Liget blev fragtet til det retsmedicinske institut i Innsbruck. Det var først her, at “straffesag 619/91”, som statsadvokaten havde oprettet “mod ukendt gerningsmand”, viste sig at gælde en person fra oldtiden.

Efter at mumiens forhistoriske alder var fastslået, blev den igen nedfrosset. Talrige eksperter fra de forskelligste fagdiscipliner har senere undersøgt kroppen og de medfølgende fund. Eksempelvis har DNA undersøgelser fra Innsbruck Universitetshospital vist, at der er i dag findes efterkommere efter Ötzi.

Innsbruck Universitetshospital har fundet 19 mænd, som alle bor i den østrigske del af Tyrol, som deler en 10.000 – 12.000 år gammel forfædre med Ötzi. Resultatet fremkommer efter at 3.700 mænd fra Tyrol donerede blod til undersøgelsen.

Ötzi blev fundet på grænsen mellem Nord- og Sydtyrol, og der opstod derfor uenighed om, hvorvidt Østrig eller Italien var mumiens rette ejer. Da Ötzi havde ligget nord for Alpernes hovedvandskille, blev han i første omgang bragt til Innsbruck i Nordtyrol.  Senere undersøgelser af det nøjagtige grænseforløb på gletsjeren viste derimod, at fundstedet lå 93 meter ind på italiensk territorium. Ötzi ligger derfor i dag på Sydtyrols arkæologiske museum i Bolzano, hvor han opbevares ved −6 °C, synlig for publikum.

Sydtyrols arkæologiske museum er bestemt et besøg værd. Ikke mindst fordi historien om Ötzi er spændende og giver et utroligt godt indblik i hvordan livet var i kobberalderen.

Du kan læse den spændende historie på www.iceman.it

Om Henrik Koudahl

En personlig blog for Henrik Koudahl. Her skriver jeg om de ting, der har min interesse. En cocktail der indeholder emner, der dækker over alt lige fra iværksætteri og Italien til emner inden for mad og vin.