Home / Entrepreneurship / Ring til SKAT eller send en e-mail!

Ring til SKAT eller send en e-mail!

Langt de fleste borgere kan få svar på deres spørgsmål ved enten at læse på skat.dk eller ringe til SKAT’s hovednummer, viser et pilotprojekt, som SKAT har gennemført i skatteekspeditionen i Haderslev.

Her viste det sig, at SKAT kunne besvare 96 % af alle henvendelser på skat.dk eller over telefonen. Kun 4 % af borgerne havde behov for at få en tid til personlig betjening, fordi de ikke er digitalt selvhjulpne, eller hvor sprogbarrierer gør det vanskeligt at benytte de digitale løsninger eller telefonen.

Derfor bliver det, fra den 1. november 2013, kun muligt at få personlig vejledning i en skatteekspedition, hvis du har særlige behov og ikke kan få svar på nettet eller over telefonen.

Langt hovedparten af os kan spare turen til skattecentret, mens de, der af forskellige årsager ikke kan klare det over skat.dk eller telefonen, får en tid. Derfor slipper de for at vente, og ekspeditionen kan klares hurtigere og med bedre kvalitet, fordi SKAT kender spørgsmålet på forhånd.

Hvis du får en tid til personlig betjening, vil du kunne vælge, ved hvilken af følgende 12 skatteekspeditioner, du ønsker at blive betjent: Rønne, København, Fredensborg, Næstved, Høje-Taastrup, Odense, Haderslev, Ribe, Aarhus, Herning, Struer og Aalborg. Ved de øvrige 15 skattecentre vil der nemlig ikke længere være skatteekspedition.

Den nye ordning er en del af det offentliges digitaliseringsstrategi, hvor et af målene er, at vi alle i 2015 er i digital kontakt med det offentlige. Der er helt klart mange penge at spare ved den digitale kommunikation, men spørgsmålet er om SKAT ikke distancerer sig selv endnu længere for borgerne og det samfund, som de er en del af?

Om Henrik Koudahl

En personlig blog for Henrik Koudahl. Her skriver jeg om de ting, der har min interesse. En cocktail der indeholder emner, der dækker over alt lige fra iværksætteri og Italien til emner inden for mad og vin.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *