Annonce
General

Tiden blev al for kort….

Det er en uge siden jeg måtte gå den tunge gang til dyrlægen. Forrige fredag kl. 14.30 blev Arak – min altid loyale ven gennem næsten 7 år – aflivet.

Uden varsel satte han tænderne i min søsters hånd. Min kone stod med ham i snor og tørrede ham, da min søster ville hilse på ham. Uden nogen form for varsel satte han tænderne i hendes hånd.

Hvad der skete og hvorfor ved jeg ikke. Min søster har leget med Arak mange gange tidligere og har aldrig haft problemer med at få lov til at røre ham mv.

Arak har altid været forbeholden overfor fremmede. Når vi har haft gæster har han altid tydeligt sagt fra overfor disse og hvis Arak havde lyst til fysisk kontakt med vore gæster tog han altid selv initiativet til dette.  Vi vidste det og vores gæster vidste det – så her kunne vi sørge for at undgå, at Arak kom i en presset situation.

Igennem flere dage forsøgte jeg i mit indre at argumentere for, at Arak skulle have en chance mere. Inderst inde vidste jeg godt, at der ikke var nogen anden udvej. Når tilliden og troen på ham vakler er der ingen anden udvej. Jeg kan ikke forudse en lignende situation og frygter for hvem der kunnet være blevet det næste offer.

Arak har været en fantastisk ven igennem alle årene, som jeg altid vil mindes ham med sug i maven og smil på læben. Fra første gang hvor vi mødte ham som kuldets klumpe-dumpe, hvordan han som hvalp var bange for rådyrenes gøen og hvordan han styrtede hjem i lige linje. Hans yndlingssport gennem alle årene har været at snuse fasaner op. Ikke at fange dem, men at få dem til at flyve. Når Arak havde mulighed for at spille bold eller tosse rundt i vinmarkerne var han i sit es.

For mig vil han altid blive husket som en sød og kærlig hund. En trofast og loyal ven som altid var glad og tilfreds bare han var sammen os. Arak havde om nogen personlighed og mange et grynt vidner om en hund, som havde sin egen måde at udtrykke sin utilfredshed med.

Der er ingen tvivl om, at jeg har taget den rigtige og den mest ansvarsfulde beslutning, men mit hjerte fortryder og fortryder og fortryder. Nu mærker jeg tydeligt hvor stor en del af vores hverdag Arak udgjorde. Jeg savner ham så forbandet meget.

Vel vidende at livet går videre, så gør det ondt at miste et for os så nært familiemedlem. Tabet af Arak fylder mere end de gange jeg har mistet nogle af mine bedsteforældre. Forskellen er, at ved mine bedsteforældre, har det været naturen der satte en stopper for deres liv, men her er det mig der gjorde det. Jeg bestemte, at Arak ikke skulle leve mere, og den beslutning skal jeg nu leve videre med. For pokker hvor gør det ondt!

Arak – du vil blive savnet hver dag. Jeg vil aldrig få en hund som dig igen…..

/Henrik

Tags
Show More
Annonce

Henrik Koudahl

En personlig blog for Henrik Koudahl. Her skriver jeg om de ting, der har min interesse. En cocktail der indeholder emner, der dækker over alt lige fra iværksætteri og Italien til emner inden for mad og vin.
Back to top button
Close
Close