Start med at ordne rosenkålene. Fjern de yderste blade og skær stokken fra. Blancher derefter kålen i kogende saltet vand i 3-4 minutter. Tag kålen af blusset og stop kogningen med koldt vand. Lad derefter rosenkålen dryppe af for vand. Rosenkålene skæres derefter i halve.
Smør en tærteform (26 cm) med lidt smør og placer baconskiverne rundt om tærteformens kant.
Riv citronskallen fint i og pres saften ud af citronen. I en skål kommes hytteost, fløde, Parmigiano Reggiano og æg. Det hele røres sammen og tilsættes citronskallen og citronsaften. Timianbladene tages af kvistene, hvorefter de skylles og tørres inden de hakkes fint. Timian kommes i blandingen sammen med lidt revet muskatnød, salt og peber.
Fordel nu de halverede rosenkål i tærteformen. Sørg for at skærefladen på rosenkålene vender opad. Til sidst fordeles æggemassen over rosenkålene og gratinen kommes i en forvarmet ovn på 180 grader og gratineres i cirka 30 minutter.