Bagværk

Forkæl dig selv med denne opskrift på citronsnitter!

Citronsnitter er bare en tidløs klassiker, der aldrig skuffer. Kombinationen af både sødme og syrlighed gør disse snitter til et sikkert hit – og det uanset om det er til gæster eller lidt til din egen aftenkaffe. Det bedste af det hele er, at citronsnitter er hurtige at lave og kun kræver et minimum af ingredienser

Når du skal bage de perfekte citronsnitter, er der et par ingredienser, som du ikke skal spare på kvalitetsmæssigt. Først og fremmest skal du bruge nogle friske og saftige citroner for at dine snitter får den syrlige smag, der gør kagerne så uimodståelige. Sørg også for at bruge rigtig smør til citronsnitternes bund, da smør giver et godt modspil til syren i citronerne. Æggene jeg har brugt er store og friske fra en nærliggende gårdbutik.

I opskriften har jeg brugt lidt olivenolie til citroncremen. Jeg synes det tilføjer nogle ekstra smagsnoter til cremen. Olivenoliens bitterhed kombineret med lidt havsalt tilføjer citronsnitterne en let krydret karakter, som går fint sammen med syrligheden fra citronerne. Vælg en olivenolie med personlighed. Den skal være den gode olivenolie ellers går du glip af pointen.

Citronsnitterne er lette at lave. Du skal blot blande ingredienserne til bunden sammen, trykke dejen ud i en bageform og bage bunden, indtil den er gyldenbrun. Derefter blandes ingredienserne til citroncremen sammen og koges kort op til det tykner. Derefter hældes cremen over bunden og bages i 10 -15 minutter indtil citronfyldet har sat sig. Når kagen er afkølet, skæres den ud i 25 snitter. Lige før de serveres drysses de med flormelis for at få nogle smukke og lækre citronsnitter.

Citronsnitterne kan holde sig i cirka 5 dage i køleskabet, men smagen af citron er mest markant den første dag efter de er blevet bagt. Og når alt kommer til alt er det jo den smag som vi gerne vil have frem.

Citronsnitter

Ret Bagværk
Keyword Bagværk, Chokoladekage, Citroner, Noget til kaffen, Æg
Tilb. tid 1 time 30 minutter
Samlet tid 1 time 30 minutter
Antal 25 stykker
Forfatter Henrik Koudahl

Udstyr

Ingredienser

Kagebund

  • 150 g mel
  • 50 g sukker
  • 25 g flormelis
  • 1 tsk citronskal finrevet
  • ¼ tsk havsalt, fint
  • 140 g smør

Citroncreme

  • ½ spsk citronskal finrevet
  • 2 dl citronsaft
  • 300 g sukker
  • 5 æg 2 hele æg og 3 æggeblommer
  • 3 tsk maizena
  • ¼ tsk havsalt, fint
  • 60 g smør
  • 50 ml Olivenolie ekstra jomfru
  • Flormelis og flagesalt til pynt

Sådan gør du

  • Opvarm ovnen til 160 grader og beklæd en 20×20 cm kageform med bagepapir. Lad lidt af bagepapiret hænge udover to af siderne, så du senere kan løfte kagen ud af formen.

Kagebund

  • Bland mel, sukker, flormelis, citronskal og salt sammen i en foodprocessor eller pisk det sammen i en stor skål. Tilsæt smør og puls indtil der dannes en smuldrende dej (Har du ikke en foodprocessor skær smørret i mindre stykker og brug fingrene til at lave en smuldredej.
  • Tryk dejen ud i kageformen så den er jævnt fordelt. Bag bunden indtil den er lidt gylden overalt. Det tager cirka 30-35 minutter.

Citroncreme

  • Mens bunden bager, tilberedes citroncremen. Riv ½ spsk skal fra citronerne og stil til side. Pres derefter citroner til du har 2 dl citronsaft.
  • I en lille gryde piskes citronsaft, sukker, æg og æggeblommer, maizena og fint havsalt sammen ved middel varme, indtil det koger og begynder at tykne. Cremen skal komme i kog og forblive det i godt 30 sekunder.
    Du skal både kunne se og mærke at citroncremen tykner inden du tager den af varmen. Når først citroncremen er kommet i kog, må det koge i mere end max 1 minut, ellers risikerer du at cremen skiller. Tag gryden af komfuret og si citroncremen i en skål. Pisk nu smør, olivenolie og citronskal i.
  • Når kagebunden er klar, tages den ud af ovnen. Hæld nu forsigtigt citroncremen over kagebunden og sæt den tilbage i ovnen. Bages indtil citroncremen lige er sat (det vil sige 10-15 minutter).
  • Lad kagen køle af til stuetemperatur, og stil den der efter i køleskabet indtil den er kold, før den skæres i snitter. Drys med flormelis og eventuelt lidt flagesalt lige inden citronsnitterne serveres.

Buon Appetito!!

Show More

Henrik Koudahl

En personlig blog for Henrik Koudahl. Her skriver jeg om de ting, der har min interesse. En cocktail der indeholder emner, der dækker over alt lige fra iværksætteri og Italien til emner inden for mad og vin.

Related Articles

Back to top button
Follow my blog with Bloglovin