MadOpskrifter
Karrylinsesuppe med bagt blomkål
Når jeg i dag sidder og ser på en blå himmel, svalerne der flyver lavt henover rapsmarken, harekillingerne som åbenbart synes at stauderne smager bedre end græs og solen der langsomt nærmer sig terrassen synes det næsten uvirkeligt, at jeg i går aftes stod og lavede en karrylinsesuppe med ovnbagt blomkålsbuketter til.
Karrylinsesuppen er en både krydret og fyldig suppe med gulerødder og røde peberfrugter, som er hurtig at lave på travle dage. Den ovnbagte blomkål giver et fint modspil til suppen – og hvis du have et lille kødelement med i suppen så kunne den eksempelvis drysses med lidt sprødstegte skinke- eller bacontern.
Karrylinsesuppe med bagt blomkål
Antal 3 personer
Ingredienser
Suppe
- 8 dl grøntsagsboullion
- 4 dl kokosmælk
- 2 peberfrugter (røde)
- 2 gulerødder
- 1 løg
- 3 tsk karrypasta (rød)
- 180 g røde linser
Blomkål (ovnbagt)
- 1 blomkålshoved
- 4 tsk olivenolie
- 2 tsk karry
- ½ tsk salt
Sådan gør du
Suppe
- Skyl grøntsagerne og skær dem i grove stykker til suppen. Varm lidt olie i en gryde og steg grøntsagerne. Tilsæt lidt salt og peber. Tilsæt karrypastaen og lad det kort stege med. Tilsæt grøntsagsboullion, kokosmælk og linserne, og lad det simre i ca. 25 minutter. Derefter pureres det med en stavblender.
Blomkål (ovnbagt)
- Del blomkålen i mindre buketter. kom de øvrige ingredienser i en skål. Tilsæt blomkålsbuketterne og vend det hele godt sammen indtil alle buketterne er dækket er dækket med olie og karry.Kom det i den forvarmede ovn ved 220 grader (normalovn) og steg det på et bageplade i ca. 20 – 30 minutter på den midterste rille, indtil det er stegt igennem og fået en let brun farve. Serveres på suppen.
Buon appetito!!