Henriks blog

Det at bruge mask til bagning

Køkkenbrygning af øl er blevet en lille hobby. Som alle andre der brygger all grain måtte jeg pludselig forholde mig til hvad der skulle ske med den overskydende mask. Den lette løsning er bare at kassere masken. Men der kan komme mere end bare øl ud af en brygdag.

Anvendelsesmulighederne af mask er så mangfoldige, at det vil være synd at lade det brugte korn gå til spilde. Hvis du ikke selv kan bruge masken er jeg sikker på, at nogle i din nærmeste omgangskreds gerne aftager det.

Min egen første tanke var at det måtte kunne bruges i bagning. Det lå lige for. Ellers er jeg stødt på folk, der bruger mask som dyrefoder – alt lige fra høns over køer til hundekiks – og til havekompost. Senest læste jeg om nogle, der brugte det til at dyrke svampe i. Noget som jeg også syntes kunne være interessant at prøve kræfter med.

Til en start har jeg brugt mask til at bage eksempelvis dette Bryggerbrød og Bryggerens grovbrød. Enten kan man bruge mask vådt (efter at have presset mest muligt væde ud af kornet) eller også kan det tørres og males til mel.

At tørre mask i ovnen tager flere timer.  Indstil din på en temperatur omkring de 60 grader (varmluftsovn). Fordel din mask jævnt over en bageplade i en tykkelse på godt 1 cm. Kom pladen i ovnen, sæt en grydeske i klemme i ovnlågen for at fugt kan slippe ud. Hold øje med masken undervejs, rør rundt i det undervejs og hold øje med fugtindholdet. Det er en proces som hurtigt tager 4-5 timer.

Når det er tørret kan du male det til fint mel. Det kan gøres i en kornmølle, en foodprocessor eller i en krydderikværn. Hvor fint du vil have det kværnet bestemmer du selv.  Selv har jeg delt det op i 2 bøtter. Den ene er malet fint og den anden har jeg beholdt groft.

Du kan også gå direkte fra ølbrygning og direkte bruge den stadigvæk våde mask til bagning. Det giver både smag og struktur til dit bagværk. Det har jeg gjort ved både brød og tærtedej. Orker du ikke at bage direkte efter en brygdag, så kan mask holde sig en uges tid på køl – og kan selvfølgelig også fryses ned til senere brug.

Hvad er så fordelen ved at bruge mask til at bage? En videnskabelig undersøgelse fra University of Bukarest har set på dette. I undersøgelsen har de bagt brød, hvor henholdsvis 5 %, 10 %, 15 % og 20 % af melet har været formalet mask. Forskerne har derefter se på hvad betydning dette havde for brødets næringsværdi. Resultatet som de kom frem til var, at ved så lidt som 5 % brug af mask fordoblede brødets fiberindhold, øgede andelen af protein med 88 %, reducerede kulhydraterne, øgede mængden af fedtsyrer, reducerede kalorierne og øgede noget af mineralindholdet i brødet.  Med andre ord er mask med til at øge næringsværdien af brød.

Jo mere du øger andelen af mask i dit brød, jo mere vil smagene fra brygningen træde i forgrunden. De fleste undersøgelse viser, at en andel af mask på omkring 10 % er det folk foretrækker smagsmæssigt. Det er naturligvis kun en rettesnor for mask er ikke bare mask. Så måske opdager du, at du er vild med en speciel øltype og så bruger en større del i brødet.

Show More

Henrik Koudahl

En personlig blog for Henrik Koudahl. Her skriver jeg om de ting, der har min interesse. En cocktail der indeholder emner, der dækker over alt lige fra iværksætteri og Italien til emner inden for mad og vin.

Related Articles

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Back to top button
Follow my blog with Bloglovin
error: