BrødMadOpskrifter

Speltbrød med yoghurt

Findes der noget bedre end duften af friskbagt brød? Nej vel! Desværre er det ofte sådan at jeg med ”nemheden” som undskyldning har tyet til den lette løsning og købt brød i det lokale supermarked eller hos bageren. En vane som jeg med brødpriserne i Danmark nok hurtigt ville stoppe med. Nuvel afstanden til nærmeste brødudsalg er blevet markant længere, corona gør at jeg ikke handler mere end højest nødvendigt og så er køkkenpladsen blevet bedre. Alt sammen noget der har motiveret til at bage selv igen.

Senest blev det til Speltbrød med yoghurt. Et dejligt let brød, hvor brødet via tilsættelse af lidt hjemmelavet yoghurt fik tilført lidt ekstra proteiner. Resultatet var et saftigt og aromatisk brød. Det var samtidig første gang jeg fik bagt med en fordej – også kaldet biga. Brugen af en fordej (biga) har jeg set nævnt i en del italienske blade gennem årene, men har aldrig givet mig i kast med dette.

Man kan vel sige at fordejen har til formål at sætte fut i gæren. Fordejen sætter du i gang dagen før du skal bage og i modsætning til en surdej skal der ikke holdes liv i den. Du bruger simpelthen hele fordejen i dit brød. Resultatet er ikke helt som et surdejsbrød, da syrligheden mangler, men både smagen og resultatet er ganske overbevisende.

Speltbrød med yoghurt

Køkken Dansk, Nordisk, Tysk
Forb. tid 15 minutter
Tilb. tid 45 minutter
Hævetid: 21 timer
Samlet tid 22 timer
Forfatter Henrik Koudahl

Ingredienser

Fordej (biga)

  • 150 g speltmel
  • 150 ml vand
  • 1 g gær

Brøddej

  • Fordejen
  • 450 g speltmel
  • 200 ml vand
  • 5 g gær
  • 200 ml yoghurt
  • 12 g salt
  • 10 ml citronsaft (friskpresset)

Sådan gør du

Fordej (biga)

  • Opløs gæren i vand. Tilsæt derefter melet og rør det hele godt sammen. Lad skålen stå ved stuetemperatur i 30 minutter med et viskestykke over. Lad derefter fordejen stå til hævning i køleskabet i mindst 8-10 timer.

Hoveddejen

  • Opløs gæren i det lunkne vand. Tilsæt derefter alle de øvrige ingredienser. Lad røremaskine ælte 1 min på lav hastighed til en start for så derefter at sætte hastigheden op i minutter. Dejen skal æltes til den er glat.
  • Dejen stilles til hævning i 1 time ved rumtemperatur overdækket med et viskestykke. Derefter stilles dejen til hævning i køleskabet i mindst 10 timer. Dejen skal være hævet synligt inden den er klar.
  • Kom godt med mel på bordet inden du kommer dejen på for at forme det til rundt brød. Kom brødet i en hævekurv, der er godt belagt med mel og lad brødet hæve i 45 minutter ved stuetemperatur.
  • Ovnen med bageplade varmes op til 240 grader. Så snart temperaturen er nået vendes brødet ud på bagepladen og ovnens temperatur reduceres straks til 220 grader. Brødet bages i 30 minutter med lukket ovndør og yderligere 15 minutter, hvor ovndøren står på klem.

Buon appetito!!

Show More

Henrik Koudahl

En personlig blog for Henrik Koudahl. Her skriver jeg om de ting, der har min interesse. En cocktail der indeholder emner, der dækker over alt lige fra iværksætteri og Italien til emner inden for mad og vin.

Related Articles

Back to top button
Follow my blog with Bloglovin