BagværkMadOpskrifter
Sommerkage med sveskeblommer
Nu er det ved at være sæson for sveskeblommer. Her er de første blommer nu ved at være spiseklare. En lille del af de første dejlige aromatiske blommer fandt vej til denne hurtige og enkle opskrift på en sommerkage.
Dejen er enkel at lave ved ar røre lidt smør sammen med sukker, hvorefter der tilsættes mel, bagepulver, mandler, æg, bagepulver, mælk og salt. Alle ingredienserne blandes sammen og hældes i en smurt springform. Sveskeblommerne halveres og udstenes og fordeles jævnt over kagen. Når kagen er bagt i 15 minutter kommes lidt revet marcipan på toppen inden den bages færdig.
Har du ikke sveskeblommer eller det uden for blommesæsonen så kan blommerne udskiftes med eksempelvis æbler, pærer eller sågar ferskner fra dåse.
Sommerkage med sveskeblommer
Ingredienser
- 130 g smør
- 2 æg
- 150 g speltmel
- 120 g sukker
- 2 tsk bagepulver
- 1 knsp salt
- 40 g mandler uden skal
- 50 ml mælk
- 250 g sveskeblommer
- 120 g marcipan
Sådan gør du
- Skyl blommerne, halver dem og fjern sten. Hak mandlerne fint.
- Rør smørret blødt med sukkeret, tilsæt æggene 1 af gangen og rør godt imellem hvert æg.
- Tilsæt mel blandet med bagepulver, hakkede mandler og mælk. Bland det hele godt sammen.
- Kom dejen i en smurt springform (diameter 24 cm), og fordel de halverede blommer med skærefladen opad, sørg for at hele kagen bliver dækket af blommer, så der ikke er huller.
- Bag kagen i ovnen ved 175 grader i 15 minutter.
- Imellemtiden rives marcipanen på den grove side af rivejernet.
- Efter 15 minutters bagetid, fordeles den groftrevne marcipan over toppen af kagen. Der må ikke være for store klumper af marcipan.
- Bag kagen i yderligere 30 minutter. Sluk for varmen og lad kagen køle i ovnen med lågen på klem.
- Kagen kan med fordel serveres lun med flødeskum eller vanilleis til.
Buon Appetito!!