Om Henriks madblog
Velkommen til min blog. Jeg hedder Henrik Koudahl og skriver her om min store interesse for mad, vin, Italien og ikke mindst iværksætteri. Jeg er altid på jagt efter nye spændende opskrifter og inspiration, som kan danne baggrund for nye madoplevelser. Min interesse for madlavning er primært fokuseret omkring det rustikke og enkle køkken. Det meste af min madlavning tager udgangspunkt i, hvad der er af grøntsager på markedet lige netop nu. Jeg er opvokset i et hjem, hvor der altid var friskbagt brød og kage. Den “arv” prøver jeg så vidt muligt at holde i live.
Mad og opskrifterne på bloggen er den mad, som der spises hjemme. Typisk det hurtige og enkle måltid på hverdage og den større “legen” gemmes til weekenden, hvor der er mere tid og overskud til de større projekter. Jeg kan godt lide at tage billeder, men skal ærligt indrømme, at det foretrukne kamera, er det som er indbygget i min mobiltelefon.
Igennem årene har jeg skrevet på min blog med spredte mellemrum. Oftest laver jeg mad uden opskrifter med det resultat at jeg bagefter ikke kan huske hvad der er brugt af ingredienser i maden. Så primært er bloggen for min egen skyld, men kan andre få inspiration herfra – så er det ikke så ringe endda.