Kødboller af Mathias Pilblad
Kan man virkelig skrive en kogebog om kødboller var min første tanke, da jeg åbnede kogebogen Kødboller af svenske Mathias Pilblad. Nuvel jeg husker fra min egen tid i Sverige, hvor stort de svensker ”köttbullar” var der. Siden er jeg stødt på dem uanset hvor i Europa, jeg har boet. Har et supermarked nordisk tema, så er svenske köttbullar en del af temaet.
Ser du på forlagets beskrivelse lægges der også op til at bogens opskrifter på kødboller ikke bare er de klassiske svenske kødboller. Her er der opskrifter på kødboller med blandt andet elg, rensdyr og brunbjørn (som vist ikke må importeres til Danmark). Mathias Pilblad, som har skrevet bogen, byder på mere end 50 forskellige opskrifter på kødboller.
Forlagets beskrivelse
Kødboller er en herlig spise! Og i Sverige, hvor restauranten Meatballs for the people ligger, er de særligt glade for den kuglerunde lækkerbisken. Kokkene på restauranten har samlet deres yndlingsopskrifter samt deres bedste tips og tricks til at lykkes med kødbollerne derhjemme. Hvordan lyder rensdyrkødboller i peberrodssauce eller svinekødboller med blodpølse og tyttebærcreme? Måske er du mere til de grove lakseboller med sandefjordsauce eller geddeboller i dildsauce? Eller måske vil du allerhelst bare have den helt perfektionerede udgave af de kendte svenske kødboller med mos, flødesauce og tyttebærsylt? Med over 50 forskellige opskrifter er der noget for enhver smag.
Anmeldelse
Kogebogen
Hvem andre end Mathias Pilblad og kokkene fra Meatballs for the People skulle lave en kogebog om kødboller. På 144 sider bliver vi præsenteret for en lang række opskrifter på kødboller – kødboller som vel nærmest er luksuskødboller. Startende med en forfinelse af de klassiske svenske kødboller til nye inspirerende opskrifter med udgangspunkt i det nordiske køkken og smutture rundt i verden.
Opskrifterne
I Kødboller er udgangspunktet det nordiske køkken med inspiration fra verden rundt. Opskrifterne er kreative og der gives plads både originale modikationer af kendte klassikere og nye kreationer.
Kødboller er opdelt i følgende kapitler: Vores favoritboller (f.eks. råvildtkødboller med seven spice-sauce), Kødboller hjemmefra (f.eks. Jacks samuraikødboller med svin), Kødboller fra hele verden (f.eks. mørbradskødboller med smage fra Provence), Middag med venner (f.eks. tun-, kaviar- og trøffelboller), Familiefrokost (f.eks. græsk inspireret familiefrokost) og et kapitel om Det bedste tilbehør (f.eks. sommeragurker med dildskærme)
Forfatterne
Mathias Pilblad er født i Stockholm. Fra en tidlig alder elskede han mad og at kokkerere til andre, så det var naturligt for ham, at han fik en karriere inden for restaurationsbranchen. Efter sin læretid fik han arbejde på nogle af Stockholms bedste restauranter. Hvert sted lærte han noget nyt. I 2000 deltog han i Kulinariske Olympiske Lege som en del af det svenske landshold og vandt en guldmedalje.
I 2003 tog Mathias det store skridt og åbnede sammen med to venner sin første restaurant i Stockholm. Siden er det blevet til flere restauranter. I 2013 stod han bag restauranten Meatballs for the People, som hurtigt blev et tilløbsstykke for både lokale og rejsende fra hele verden. Ofte har der været lang kø for at få lov til at smage nogle af mange typer kødboller.
Målgruppen
Er du til kødboller og måske i særdeleshed det nordiske køkken så er det bogen for dig. Her er opskrifterne ikke mere kompliceret end at alle kan være med. Det skal dog siges, at mange af de brugte ingredienser er forholdsvis dyre i indkøb. Opskrifterne er i den grad løftet op over hvad der kan kaldes normalt hverdagsmad.
Sværhedsgraden
Her kan alle være med!
Optikken
Fint layout og med en god struktur. Opskrifterne præsenteres med indledning, ingredienserne der skal bruges oplistes i den venstre del af en side og selve vejledningen har den højre del. Det fungerer godt. Bogen er flot illustreret, men jeg savner at man kan se et billede af de enkle retter i forbindelse med opskriften. Det kan man kun for en stor dels vedkommende.
Ingredienserne
Udfordringen er ikke at lave opskrifterne. En stor del af de nødvendige råvarer finder du ikke lige ned i det lokale supermarked. Eksempelvis er elg og rensdyr ikke almindeligt i de danske butikker – og hvornår har du sidst set en gedde hos din fiskehandler? Ligesom brunbjørn som indgår i en af opskrifterne er omfattet af importforbud i Danmark.
Sammenfattende
Jeg har et blandet forhold til denne bog. Kødboller er fyldt med spændende opskrifter, der er nytænkning og inspiration at hente i den kreative tilgang til det at løfte kødboller op på et nyt niveau. Vil nogen servere mig retter for denne bog vil jeg spise det med største velbehag.
Er det en kogebog, som jeg vil få brugt eller ender den med at samle støv på reolen. For mig bliver det nok det sidste. Selv om mange af råvarerne i bogen ikke er mig fremmed, så har de en indkøbspris, hvor jeg næppe vil bruge det til kødboller.
Om Kødboller
Kødboller kan købes hos Bog & idé
Kødboller kan købes hos Saxo.com
Sprog: Dansk
ISBN: 9788740673937
Forlag: Turbine
Sideantal: 144
Udgivet: 23. maj 2022