mummum – søde favoritter af Amanda Juul Jensen og Mathilde Munksø Bentsen
Med mummum – søde favoritter er Amanda Juul Jensen og Mathilde Munksø Bentsen på banen med en mumum-bog. I mummum – søde favoritter har de samlet nogle af deres favoritter indenfor kager desserter og bagværk.
I bogen er der kager til enhver anledning. Du finder alt lige fra lagkager til bradepandekager, desserter, ligesom der er opskrifter på chokoladebarer, flødeboller og meget meget mere. For mange vil mummum – søde favoritter være en tur ned af memory lane.
Forlagets beskrivelse
Amanda Juul Jensen og Mathilde Munksø Bentsen står bag den populære madblog Mummum, og i denne bog har de samlet deres søde favoritter. Her er både kager i lag, bradepandekager, chokoladeboller, kringler, rabarberhorn, chokobarer, og hurtige desserter. Og i bedste Mummum-stil: hurtige, nemme og budgetvenlige opskrifter.
Anmeldelse
Opskrifterne
I mummum – søde favoritter er det opskrifterne på kager, desserter og bagværk, der er i højsædet. Som nævnt i indledningen vil opskrifterne for mange læsere være en tur ned af memory lane. Opskrifterne er mange og klassiske, og du vil helt sikkert kunne finde inspiration og lyst til at give dig i kast med nogle af bogens opskrifter.
mummum – søde favoritter er opdelt i følgende kapitler: Kager i lag (f.eks. Cheesecake med Oreo), Småt og godt (f.eks. Kakaosnitter med mascarponecreme), desserter i glas (f.eks. Appelsinfromage knas ), Sødt bagværk (f.eks. Kardemommestang), Bradepandekager (f.eks. Bedstefars skæg), Hurtige desserter (f.eks. Sundae med karamel og Daim) og endelig Tips & Tricks fyldt med gode råd og hjælp.
Målgruppen
Her er noget for alle, der kan lide at bage. Opskrifterne i bogen lever i høj grad op til mummums filosofi, at der skal være noget til enhver tid, hvad enten du har god eller begrænset tid til at være i køkkenet, ligesom der også er nogle budgetvenlige opskrifter i bogen.
Sværhedsgraden
Her kan alle være med!
Optikken
Fint layout og med en god struktur. Opskrifterne præsenteres med indledning, ingredienserne der skal bruges oplistes i den venstre del af en side og selve vejledningen har den højre del. Det fungerer godt. Bogen er flot illustreret med gode og indbydende billeder.
Ingredienserne
Alle de brugte ingredienser burde kunne findes i ethvert velassorteret supermarked.
Sammenfattende
Endnu en fin bog fra mummum. Teknisk fine opskrifter og fine billeder men er det en kogebog, som jeg vil bruge? Næppe, hyggeligt at læse og ikke mindst at gense kager med videre fra min egen barndom.
Tilfældighederne gjorde at jeg havde en denne kogebog liggende på skrivebordet sammen med en anden forholdsvis ny bagebog. Tilfældigvis slog jeg i første hug op på bedstefars skæg i begge bøger. Og det er netop sagens kerne. Hvorfor købe denne bog fremfor andre? Det er ikke fordi opskrifterne er specielt nyfortolkende eller innovative.
Hvad fik jeg ud af bogen. En lyst til af bage giftkagen – dog efter min mors opskrift fra sidst i 60’erne, hvor hun i sin opskriftssamling ganske enkelt døbte den ”kagen”.
Og skulle min yngste niece flytte hjemmefra i morgen – så ville jeg gladelig give hende denne bog med i rygsækken.
Om mummum – søde favoritter
mummum – søde favoritter kan købes hos Bog & idé
mummum – søde favoritter kan købes hos Saxo.com
Sprog: Dansk
ISBN: 9788727010991
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Sideantal: 248
Udgivet: 1. september 2022