Frikadeller af auberginer (Polpette di melanzane)
Kan du umiddelbart se om frikadellerne på billedet er lavet af svinekød eller om der er tale om frikadeller af auberginer? Svært ikke – og mon ikke man umiddelbart vil kunne “snyde” en del mennesker…..
Frikadeller af auberginer er en både lækker og velsmagende ret, som kan bruges både som en forret eller en hovedret. I disse frikadeller af aubergine har jeg tilført farsen lidt røget Scamorza (italiensk ost lavet af komælk), som giver en både mild og delikat smag af røg til frikadellerne. Kan du ikke få Scamorza så spørg din ostehandler efter en Provola i stedet.
Lav en stor portion ad gangen for frikadellerne får hurtigt ben at gå. Selv synes jeg de smager bedst mens de stadigvæk er lune, men det går også fint at servere frikadellerne kolde.
Frikadeller af auberginer (Polpette di melanzane)
Ingredienser
- 800 g aubergine
- 6 spsk rasp
- 3 spsk Parmigiano Reggiano
- 2 æg
- 1 fed hvidløg
- 75 g Scamorza (røget) Skåret i små tern
- Salt
Sådan gør du
- Start med auberginerne. Skær den nederste stilk fra og bag aubergine i ovnen i ca. 20 minutter ved 190 grader. De er færdige når indersiden er blød, og skindet har let ved at komme af. Tag kødet ud af auberginerne når de kølet af.
- Kom auberginekødet op i en skål og bland det sammen med æg, revet ost, rasp, salt og 1 presset hvidløgsfed. Blandingen skal have en halvtør konsistens. Hvis farsen stadig er blød, skal du tilføje mere rasp, og husk at justere mængden af salt. Til sidst tilsættes Scamorza, som er skåret i små terninger.
- Med en spiseske dyppet i vand formes farsen til frikadeller. Kom solsikkeolie på en pande og sørg for at det varmes godt op. Frikadellerne steges sprøde på begge sider og serveres straks.