I Italien er mad ikke blot næring; det er en vigtig del af den nationale identitet og en kilde til stor stolthed. Begrebet gastronationalisme beskriver, hvordan nationer bruger deres kulinariske arv til at styrke fællesskabsfølelsen og markere kulturelle grænser. For italienerne er køkkenet det flag, de samles om, når politisk og økonomisk enighed svigter.
En ung nation med dybe rødder
Det Italien, som vi kender i dag, er et relativt ungt land. der først blev dannet i 1861. Før samlingen var halvøen opdelt i bystater og regioner med vidt forskellige traditioner, dialekter og råvarer. Det har skabt en “mosaik” af regionale identiteter, hvor man i nord sværger til risotto og smør, mens man i syd ikke kan forestille sig et måltid uden olivenolie og pasta.
Gastronationalismen opstod for alvor, da man forsøgte at skabe en fælles italiensk identitet. Maden blev det redskab, der kunne forene de mange regioner. I dag ser vi dette i de passionerede debatter om “ægthed” – for en italiener er det ikke bare et spørgsmål om smag, når man diskuterer, om der skal fløde i en Carbonara; det er et forsvar for selve deres kulturarv.
Mad som socialt og ideologisk anker
For italienerne er måltidet en hellig institution, der handler om socialt samvær (communal dining) og fejring af livet. Den klassiske italienske søndagsfrokost, eller »pranzo della domenica«, er en værdsat tradition, der har rod i familie og samvær. Hver søndag samles generationer omkring bordet for at nyde et afslappet måltid med flere retter, der ofte starter med antipasti, efterfulgt af pasta, stegt kød og sæsonens grøntsager.
Samtaler, latter og historier er lige så vigtige som maden selv. Opskrifterne gives videre, så de regionale smagsvarianter holdes i live. Måltidet foregår i ro og mag, nogle gange i timevis, og symboliserer en pause fra ugens travlhed. Det er en tradition, som er med til at styrke familiebåndene og hylder den italienske kulinariske arv, hvilket gør søndagsfrokosten til et højdepunkt i den italienske kultur og gæstfrihed.
Nutidens kamp for autenticitet
I en globaliseret verden er gastronationalisme blevet endnu stærkere. Da den italienske økonomi i 1970’erne skiftede fokus mod nicheprodukter og lokal excellence, blev maden landets vigtigste brand. UNESCO anerkendte i 2025 det italienske køkken som immateriel kulturarv. Anerkendelsen hylder italiensk madlavning som en social kunstform, der bygger på respekt for råvarer, traditioner, bæredygtighed og det fællesskab, der opstår omkring bordet.
Italienerne er meget stolte af deres regionale fødevarer, opskrifter og ingredienser, som de betragter som symboler på arv og autenticitet. Denne stolthed præger politikker og sociale holdninger, med beskyttelse af traditionelle fødevarer gennem certificeringer som DOP (Denominazione di Origine Protetta) og kampagner mod kopiprodukter.
Gastronationalisme påvirker også den italienske debat om globalisering, indvandring og fødevarernes renhed, da italienerne søger at bevare deres kulinariske arv i lyset af forandringer. I sidste ende understreger italiensk gastronationalisme, hvordan mad kan være et stærkt redskab til at udtrykke og forsvare national identitet.
Når italienerne raser over ananas på pizza eller knækket spaghetti, er det ikke et udtryk for snobberi, men en reaktion på, hvad de opfatter som et angreb på deres identitet. Maden er deres sprog, deres historie og deres måde at fortælle verden, hvem de er.
