Home / Gastronomi / Få varmen med tortellini in brodo

Få varmen med tortellini in brodo

På en blæsende og regnfuld dag er det indimellem rart med et hurtigt og varmt måltid. En af mine egne favoritter er tortellini in brodo (suppe).

Der var engang hvor alle italienske mødre, med respekt for sig selv, ville have lavet tortellini in brodo fra grunden og selv ville have lavet den friske tortellini. Den tid hører efterhånden en svunden tid til. Kvinderne er på arbejdsmarkedet (hvis de ellers kan få et arbejde) og der bruges mindre og mindre tid på madlavning i Italien. Faktisk bliver fruen her i huset mødt med en let hovedrysten – og dog alligevel respekt – når hun går i gang med den årlige produktion af tomatpassata. Hvorfor dog lave den selv når den kan købes færdigt i supermarkedet?

Når jeg skal lave tortellini in brodo, må jeg indrømme, at jeg også springer over, hvor gæret er lavest. Her bliver der hverken lavet hjemmelavet tortellini eller kogt suppe i flere timer for at få den rette kraft på suppen. Den enkle og hurtige måde er 1 liter vand og 3 bouillonterninger (juster selv efter hvor kraftig du vil have suppen) og når “suppen” koger tilsættes tørret tortellini (ca. ½ pose) og det hele koger den tid, som er angivet på posen med tortellini. Serveres med frisk revet Parmigiano!

Hvem siger at italiensk madlavning nødvendigvis skal være kompliceret?

Om Henrik Koudahl

En personlig blog for Henrik Koudahl. Her skriver jeg om de ting, der har min interesse. En cocktail der indeholder emner, der dækker over alt lige fra iværksætteri og Italien til emner inden for mad og vin.