Cremet pastaret med Flower Sprouts
Udover at jeg er vild med pasta, så er nogle af fordelene ved pastaretter, at de er hurtige at lave, og at du stort set kan bruge hvad der i køleskabet. Det er denne opskrift på en cremet pastaret med flower sprouts et et glimrende eksempel på.
Endnu engang havde jeg fået fat på nogle Flower Sprouts – eller blomsterkål – som de kaldes i Danmark. Det er en krydsning mellem rosen- og grønkål. Jeg fristes til at sige at Flower Sprouts kombinerer det bedste begge kåltyper. De små blomsterlignende hoveder har en sød og nøddeagtig smag. Desværre er sæsonen ikke lang så det gælder om at udnytte muligheden.
Oprindeligt var tanken at lave den cremet pastaret med flower sprouts som en ren grøntsagsret baseret på en pastasauce lavet med klassisk grøn pesto (basilikum). Det opdagede jeg, at jeg ikke havde. Så mens jeg stod og tænkte på, hvad jeg så skulle komme i retten faldt øjnene på en rest svineskank fra dagen før. Det blev skåret i tern – som til en i biksemad – og i stedet for grøn pesto blev det til rød pesto baseret på tomater.
Kødet er ikke nødvendigt i denne opskrift – og er ikke nævnt i min opskrift nedenunder. Det var som sagt bare en indskydelse og mulighed der opstod. Hvis du laver opskriften med en rest kød, så vent med at tilsætte det til du tilsætter pastaen.
For at skabe en cremet sauce brugte jeg en rest mascarpone, men du kan i princippet også bruge almindelig flødeost, hytteost eller feta. Husk at gemme lidt af pastavandet til saucen. Det er pastavandet i kombination med osten som giver den cremet sauce.
Cremet pastaret med flower sprouts
Ingredienser
- 2 spsk olivenolie
- 3 rødløg (Skåret i tynde skiver)
- 400 g Flower Sprouts
- 400 g pasta penne
- 5-6 spsk mascarpone
- 5 spsk tomatpesto
- Salt og peber efter behov
Sådan gør du
- Varm olivenolien op på en stor stegepande ved middel varme. Steg rødløgene i 10 minutter, indtil de er bløde og begynder at karamellisere. Tilsæt Flower Sprouts sammen med 1 dl vand. Læg låg på panden og damp kålen i 5 minutter eller indtil det er faldet sammen.
- Kog pastaen efter vejledningen på emballagen. Når det er kogt færdigt, så hæld vandet fra bortset fra cirka 2 dl af kogevandet.
- Tilsæt pastaen til kål- og løgblandingen sammen med mascarpone, tomatpesto. Tilsæt lidt af det gemte kogevand fra pastaen for at løsne retten om nødvendigt. Smag til med salt og peber.
Buon Appetito!!