Boganmeldelser

Det inderste rum af Jørn Lier Horst

Jørn Lier Horst er et relativt nyt bekendtskab for mig, skønt han er en af Norges mest populære krimiforfattere. Det er fruen i huset, som har fået skubbet hans bøger ind på bogreolen, men jeg erkender gerne, at jeg deler hendes begejstring. Jørn lier Horst har tidligere arbejdet som politiefterforsker i Larvik, og han kender de miljøer og metoder, som han skriver om, særdeles godt. Handlingen i hans bøger er som hentet ud af en politimands liv, både når det gælder rutinerne i politiarbejdet og den dramatiske hverdag.

Jørn Lier Horst har modtaget mange priser for sine bøger, blandt andet Rivertonprisen for Bedste Norske Krimi og Glasnøglen for Bedste Skandinaviske Krimi. Alene i Norge har Horst solgt 2 millioner bøger, og serien om William Wisting er ved at blive filmatiseret af TV3 Norge og Viaplay.

Lige nu er Jørn Lier Horst aktuel med spændingsromanen Det inderste rum, som starter med at den tidligere norske sundheds- og udenrigsminister Bernhard Clausen dør af et hjertetilfælde. I hans hytte findes en meget stor sum penge, som ikke passer til billedet af en folkelig og hæderlig politiker.

Dagen efter dødsfaldet indkaldes William Wisting til Rigsadvokatens kontor, hvor han får til opgave at sammensætte en hemmelig efterforskningsgruppe, som skal findes ud af, hvorfor ni kasser stopfyldt med euro, dollar og pund i årevis har samlet støv i det inderste rum i Bernhard Clausens hytte. Pengene er fra perioden 2001 til 2003, hvor Bernhard Clausen var sundhedsminister. Det var også i den periode hans kone døde af kræft og sønnen Lennart omkom i en motorcykelulykke.

Opgaven for Wisting er nu at finde ud af mest muligt om Bernhard Clausens liv. Hvad skete der i hans liv i den periode, hvor hans kone og søn døde? Hvorfor skrev nogen til Rigsadvokaten at han burde se på forbindelsen mellem Bernhard Clausen og Simon Meier som forsvandt for mange år siden? Samtidig følger William Wisting pengesporet i jagten på sandheden.

Forlagets beskrivelse

Da den tidligere minister Bernhard Clausen dør af et hjertetilfælde, bliver William Wisting hasteindkaldt til et møde på rigsadvokatens kontor. I Clausens hytte er der gjort et fund, der er uforeneligt med billedet af ham som en dygtig og hæderlig politiker, og sagen må opklares, uden at pressen og offentligheden får at vide, hvad det drejer sig om. Wisting sammensætter en hemmelig efterforskningsgruppe bestående af få, udvalgte politifolk – og af datteren Line, der er journalist.

Sporene i flere uløste kriminalsager krydser den afdøde politikers fortid, og tilfældighederne vil, at politikommissær Adrian Stiller og hans cold case-gruppe arbejder med en af sagerne. Modvilligt indser Wisting, at han har brug for Stillers hjælp til at afsløre Bernhard Clausens inderste hemmeligheder.

DET INDERSTE RUM er anden bog i Jørn Lier Horsts cold case-kvartet. Den første er Katharina-koden.

Anmeldelse

Jørn Lier Horst er en mester i at skrue en god og spændende krimi sammen. Brikkerne til puslespillet findes via gedigent politiarbejde og det hele munder ud i en plausibel slutning, hvor alle brikkerne falder på plads. Alle Jørn Lier Horsts bøger synes at være skrevet over samme skabelon. Her er en tendens til at politiarbejdet vægter højere end beskrivelserne af personerne i bogen. Nu har jeg læst en lille håndfuld af bøgene med Wisting og klogere på hans person er jeg ikke blevet. Helt ærligt så gør det mig ikke noget. Jeg var underholdt og Det inderste rum giver sig ikke ud for noget som det ikke – her var tale om høj spænding fra start til slut.

Om Det inderste rum

Sprog: Dansk
ISBN: 9788770071499
Forlag: Modtryk
Sideantal: 351
Udgivet: Marts 2019

Det inderste rum kan købes hos Bogreolen.dk
Det inderste rum kan købes hos Bog & idé
Det inderste rum kan købes hos Saxo.com
Det inderste rum kan købes hos Arnold Busck

Det inderste rum af Jørn Lier Horst

Lier leverer høj spænding fra start til slut

Jørn Lier Horst er en mester i at skrue en god og spændende krimi sammen. Brikkerne til puslespillet findes via gedigent politiarbejde og det hele munder ud i en plausibel slutning, hvor alle brikkerne falder på plads. her var tale om høj spænding fra start til slut.

User Rating: Be the first one !
Show More

Henrik Koudahl

En personlig blog for Henrik Koudahl. Her skriver jeg om de ting, der har min interesse. En cocktail der indeholder emner, der dækker over alt lige fra iværksætteri og Italien til emner inden for mad og vin.
Back to top button
Follow my blog with Bloglovin