Risotto med rucola (risotto con rucola)
Alene hjemme og med lidt EM-fodbold i flimmerkassen, så hører aftens kreation til blandt de hurtige og enkle. Okay ikke så hurtigt at den kan laves i en halvleg. Det blev til en risotto med rucola. Hvis du, som jeg, holder af den lidt nøddeagtige smag i rucola, så er jeg sikker på, at du synes om opskriften på risotto med rucola.
Ingredienser til 4 personer:
- 400 g risottoris (Arborio)
- 1 løg
- 20 gram smør
- 1 glas hvidvin
- Ca. 1 liter kogende grøntsagsbouillon
- 200 g rucola
- 100 g revet parmesan
- Peber og salt
Start først med at skylle rucolaen og snit den evt. groft. Dernæst pilles løget som hakkes fint.
Smør smeltes i en gryde. Svits løget i cirka 3 minutter. Løget må ikke tage farve.
Risene tilsættes og svitses med et par minutter under omrøring.
Hvidvinen hældes ved. Lad det koge ind indtil hvidvinen er næsten fordampet.
Tilsæt ca. 1 dl varm bouillon, rør om og lad risene opsuge bouillonen. Hæld en ny portion bouillon ved og fortsæt på denne måde, indtil al bouillonen er brugt.
En risotto tager – afhængig af hvilken type ris der er brugt – 15 til 20 minutter at lave. Rucola tilsættes når der mangler ca. 3-4 minutter – så her skal regnes lidt baglæns. Endelig tilsættes lidt revet parmesan (og eventuelt lidt smør) og smages til med salt og peber.
Lad den færdige risotto trække i små 5 minutter under låg inden servering.
Buon appetito!!