Varme hveder og Mød mig på Cassiopeia
Varme hveder og Mød mig på Cassiopeia på en og samme aften – kan det blive mere dansk?
Der er efterhånden nogle år siden, jeg sidst har set den gamle danske musicalfilm Mød mig på Cassiopeia med datidens (1951) store stjerner i form af Bodil Kjer, Lily Brobjerg og Poul Reichhardt i de bærende roller og med musik af Kai Normann Andersen. En skøn og humoristisk film.
I aftes var det ikke filmudgaven, men derimod Folkteaters opførelse, der for en dag var hoppet uden for landets grænser. En sjov og ikke mindst festlig forestilling, der vakte både stor glæde og begejstring hos publikum.
Efter forestillingen stod den på varme hveder. Traditionen med varme hveder har (endnu) ikke erobret verden, så ville vi have varme hveder, så måtte der bages selv.
Den eneste opskrift, som jeg har på varme hveder, er “næsten” lige så gammel som Mød mig på Cassiopeia. Det er en opskrift fra starten af 1970’erne fra den navnkundige Lilian Kaufmann. Der er ikke så mange dikkedarer med hendes opskrift. Ganske klassisk uden tidens trend med kardemomme, chokolade mv.
Varme hveder
Ingredienser
- 500 g mel
- 1 dl mælk
- 1 dl vand
- 50 g margarine
- 50 g gær
- 1 æg
- 1 tsk sukker
- 1 tsk salt
Sådan gør du
- Start med at smuldre gæren i en bageskål. Lun mælk, vand og margarine let op til der er fingervarmt. Kom det derefter over gæren. Rør nu gæren ud. Pisk ægget sammen og tilsæt det.
- Bland mel, salt og sukker og kom det i gærvæden. Ælt det hele godt sammen og lad derefter dejen hæve et lunt sted indtil dejen har noget dobbelt størrelse.
- Tag dejen ud på et bord, drysset med mel og ælt den godt igennem.
- Del dejen i 12 og form 12 boller, som sættes tæt, men uden at røre hinanden på en bageplads med bagepapir. Kom et viskestykke over og lad dem efterhæve i en times tid.
- Pensle med mælk eller vand. og bag derefter hvederne i ovnen ved 200 grader i cirka 20 minutter.
- Lad hvederne køle af på en bagerist. Skær hvederne midt over og rist dem, hvorefter de spises med kold smør.
Buon appetito!!