Flæskesteg i Airfryer
At lave flæskesteg i Airfryer er næsten garanti for sprøde svær på din steg. Som når du laver flæskestegen på traditionel vis i ovnen, er der nogle få spilleregler, som skal overholdes.
Først og fremmest skal du sørge for at flæskestegen er ridset ordentligt. Stik en finger ned mellem sværene og tjek at der er skåret ned til, lige før kødet – men ikke i kødet. Derefter skal sværen krydres med groft salt. Det er min erfaring, at jeg ikke skal bruge lige så meget salt til sværen, når jeg laver flæskesteg i Airfryer fremfor ovnen. Det vigtige er, at sværen er ridset ordentligt, så både væden kan komme ud af stegen og fedtet løbe af sværen.
Læg stegen i Airfryerens kurv (med rist i bunden). Sørg for at flæskestegen ligger plant i kurven, så den bliver stegt ensartet. Brug eventuelt et stykke kartoffel til at løfte en lav ende af stegen op. Giv flæskestegen først 10 minutter ved 200 grader. Derefter sættes temperaturen ned til 180 grader. Flæskestegen skal derefter stege i cirka 50 minutter. Hvis sværen ikke er helt sprød, så skru temperaturen op på 200 grader igen og giver den cirka 10 minutter. Men pas på ikke at give flæskestegen for lang stegetid, så den den bliver tør.
Måler du flæskestegens kernetemperatur, skal den nå op på 60 grader inden du skruer op for at få en sprød svær. Når du når en kernetemperatur på 63-65 grader er din steg færdig. Tag den ud af Airfryerens kurv og lad den hvile nogle få minutter inden den skæres i skiver og serveres.
Flæskesteg i Airfryer
Ingredienser
- 1,4 kg Flæskesteg (svinekam)
- Groft salt
- Peber
- 4-5 dl vand
Sådan gør du
- Tjek at flæskestegen er ridset ordentligt. Stik en finger ned mellem sværene og tjek, at der er skåret ned til lige før kødet – men ikke ned i kødet.
- Krydr kødet med lidt fint salt og peber.
- Drys det grove salt ned mellem de enkelte svære. Det er det som giver sprød svær.
- Kom flæskestegen i Airfryerens kurv (med rist i bunden). Sørg for at stegen ligger plant i kurven, Det sikre at den bliver stegt ensartet. Brug eventuelt et stykke kartoffel til at løfte en lav ende op.
- Kom 4-5 dl vand i bunden af kurven, så der er lidt at lave sovs af.
- Indstil temperaturen på 200 grader, og giv nu din flæskesteg 10 minutter i Airfryeren. Derefter sættes temperaturen ned til 180 grader. Flæskestegen skal derefter stege i cirka 50 minutter.
- Skru derefter igen op på 200 grader, og fortsæt i cirka 10 minutter indtil sværen er godt sprød, Tjek eventuelt kernetemperaturen jf. noten.
Noter
Buon Appetito!!