Risotto med asparges og bacon
Ikke bare kalenderen siger at foråret er på vej. Først blev årets første grønne asparges leveret direkte fra min italienske grøntsagspusher, og senere samme dag blev fårene sluppet ud på engen, der grænser op til os.
Aftensmaden blev derfor nok engang til en risotto med asparges, som er både hurtigt og enkelt at lave. Samtidig smager det forrygende godt. Det blev denne gang til en cremet risotto med asparges og bacon. Røget bacon og Parmigiano Reggiano komplementerer smagsmæssigt fint asparges.
Når asparges er i sæson er det næsten umuligt ikke at lade dem indgå i en risotto. Den røget bacon giver smag til risottoen og er samtidig smagsmæssigt en godt kontrast til aspargesens sødme. Røget bacon er ar foretrække men har du ikke det så brug bare almindeligt bacon. Hvis du derimod ønsker at lave en mere vegetarisk udgave, så undlader du bare helt bacon.
Hvad drikker man så til risotto med asparges og bacon? For mange er det en videnskab at vælge vin til asparges. Selv har jeg i mange år været glad for drikke de norditalienske vine af sauvignon blancs eller pinot grigo til asparges. Alternativt kan du også prøve en tysk silvaner til retten. Til asparges må vinen godt have en friskhed, noget syre og en ikke alt for dominerende smag, som overdøver de sarte asparges.
Risotto med asparges og bacon
Ingredienser
- 300 g asparges (grønne)
- 1 løg (finhakket)
- 40 g smør
- 400 g carnaroli ris
- 120 ml hvidvin
- 1 l grøntsagsbouillon (kogende)
- 125 g bacon i tern røget
- 75 g Parmigiano Reggiano
Sådan gør du
- Start med at skære den trævlede ende af aspargesene fra. Skær derefter aspargesene i 1 cm lange stykker. Lad toppene af aspargesene forblive hele. Dem burger vi til at pynte retten med.Kom aspargesene i kogende vand, der er let saltet. Lad det koge i cirka 8 minutter. Efter endt kogetid hældes vandet fra og aspargesene drypper af.
- Skræl løget og hak det fint.
- Smelt halvdelen af smørret i en dyb stegepande ved middel varme. Steg det hakkede løg indtil det er klar. Tilsæt risene og steg dem kort med indtil de er klare og skinnende.
- Rør rundt i panden med en træske, og når risene begynder at sidde fast i bunden af panden tilsættes hvidvinen. Forsæt med at røre rundt til risene har opsuget al vinen.
- Tilsæt nu den kogende grøntsagsboullion med en suppeøsefuld ad gangen. Tilsæt den næste øsefuld bouillon, når den forrige er næsten helt opsuget af risene. Bliv ved med at røre i risottoen undervejs. Fortsæt sådan, indtil risottoen er kogt færdigt.
- Tilsæt bacon et par minutter før risottoen er færdig, så den når at give lidt smag til risottoen.
- Når risottoen er kogt færdigt slukker du for varmen og tilsætter asparges, Parmigiano Reggiano og det resterende smør. Rør rundt og lad derefter risottoen hvile i et par minutter inden den serveres.
Buon Appetito!!