Appelsinsirup
Der er intet så skønt og svalende som noget koldt at drikke på en varm sommerdag. Mit foretrukne er almindeligt postevand tilsat lidt kulsyre. Indimellem er det nu rart med lidt afveksling. Lidt appelsiner som var tiltænkt at skulle bruges til appelsinmarmelade blev i stedet til en appelsinsirup.
Den oprindelige tanke med at lave en appelsinsirup var hovedsageligt at det skulle bruges som en sød topping på desserter som is, vafler og pandekager. Derudover har jeg også en tanke om at denne appelsinsirup kan bruges til bagværk. Det kan stadigvæk nås, men med det tempo som siruppen forsvinder på skal jeg nok ikke vente for længe.
Denne appelsinsirup er basalt set lavet ved at koge lidt appelsinsaft, sukker, lidt citronsaft og vand sammen. Når den fortyndes med vand med kulsyre, minder den smagsmæssigt om Tuborg Squash – og det er jo ikke så ringe endda!
I opskriften er nævnt en fremgangsmåde både med og uden brug af saftpresser. Selv synes jeg, at metoden med brug af saftpresser er den letteste måde.
Appelsinsirup
Ingredienser
- 10 appelsiner (gerne økologiske)
- 1250 g sukker
- 1 dl citronsaft (friskpresset)
- 5 dl vand
Sådan gør du
Appelsinsirup med saftpresse
- Vask appelsinerne grundigt og tør dem derefter lige så grundigt.
- Med en kartoffelskræller eller citrusskræller skrælles skallen i så lange strimler som muligt (uden den hvide hinde). Bland appelsinskallen med 200 gram sukker og stil til side.
- Skær nu den hvide hinde af appelsinerne (den er bitter), og skær frugtkødet i mindre stykker og kør dem igennem din saftpresse.
- Kom saften i en stor gryde sammen med 5 dl vand og bring det i kog. Tilsæt citronsaft, sukkeret med appelsinskal og så den resterende sukker. Lad det hele simre i cirka 15 minutter indtil siruppen tykner.
- Hæld siruppen på klargjorte flasker, mens den stadig er varm.
Appelsinsirup uden saftpresse
- Vask appelsinerne grundigt og tør dem derefter lige så grundigt.
- Med en kartoffelskræller eller citrusskræller skrælles skallen i så lange strimler som muligt (uden den hvide hinde). Bland appelsinskallen med 200 gram sukker og stil til side.
- Skær nu den hvide hinde af appelsinerne (den er bitter), og skær frugtkødet i mindre stykker. Kom appelsinerne i en gryde, og dæk dem med vand. Kog, indtil saften er kogt ud af appelsinerne. Pres det derefter gennem et saftklæde, og vrid det godt.
- Kom saften i en stor gryde sammen med 5 dl vand og bring det i kog. Tilsæt citronsaft, sukkeret med appelsinskal og så den resterende sukker. Lad det hele simre i cirka 15 minutter indtil siruppen tykner.
- Hæld siruppen på klargjorte flasker, mens den stadig er varm.
Buon Appetito!!