Ovnbagt polenta med grøntsager
Ovnbagt polenta med grøntsager er en populær ret i Italien. Polenta er en traditionel italiensk ret, som har været en fast bestanddel af kosten i århundreder. Polenta har dybe rødder i Norditalien, især i regioner som Lombardiet og Veneto. Ovnbagt polenta med grøntsager er blot en af de mange måder, man kan tilberede og nyde denne alsidige ret på.
Polenta er lavet af malet majsmel, som er relativt billigt og let tilgængeligt. Det er også nemt at tilberede, hvilket gør det til et populært valg til hjemmelavede måltider. Hvis du bager polentaen med grøntsager, får den smag og tekstur, samtidig med at den er enkel og billig.
Polenta fungerer som et blankt lærred, hvilket gør, at den kan tilpasses forskellige smage og ingredienser. Når du laver ovnbagt polenta med grøntsager kan du eksempelvis bruge ristede tomater, peberfrugt, aubergine, squash, svampe eller som her blomkål og broccoli. Med dit valg af grøntsager kan du lege med både rettens smage og ernæringsprofil. Kombinationen af polentas cremede konsistens og de ristede grøntsager skaber et mættende og smagfuldt måltid.
Det er en mættende og fyldig ret, som er perfekt til de kolde og mørke måneder, hvor vi bare kan drømme os tilbage til sydens sol og varme.
Ovnbagt polenta med grøntsager
Ingredienser
Polenta
- 7 dl grøntsagsboullion
- 1 dl piskefløde
- 200 g majspolenta
- 50 g smør
- 30 g Parmigiano Reggiano revet
Grøntsager
- 1 fed hvidløg finhakket
- 4 spsk olivenolie
- 1 blomkål lille
- 1 broccoli i buketter lille
- 1 ds hakkede tomater
- 150 g mozzarella revet
Sådan gør du
Polenta
- Bring bouillon og fløde i kog, hæld polentaen i under omrøring. Kog polentaen efter anvisningen på pakningen, Husk at rører af og til ellers sætter polentaen sig i gryden. Tilsæt smør og revet Parmigiano Reggiano. Kom polentaen i et smurt ovnfast fad på cirka 20×30 cm.
Grøntsager
- Brun hvidløget i varm olie, tilsæt grøntsagerne, steg i 4-5 minutter, krydr. Hæld tomaterne over polentaen, og fordel derefter grøntsagerne og mozzarellaen ovenpå.
- Kom fadet i ovnen og giv det cirka 20-25 minutter midt i ovnen ved 200 grader.
Noter
Buon Appetito!!