Brunkager
Brunkager er en klassiker som hører julen til. Min – eller rettere sagt min mors – opskrift på brunkager er bare brunkager når de er bedst. Som brunkager skal være er de både sprøde og fulde af smag.
Selv om ordet brunkager først vandt indpas i det danske sprog fra midten af 1800-tallet kan de dateres helt tilbage til slutningen af 1400-tallet, hvor hørte til kategorien af peberkager.
At pebre betød før i tiden ikke kun at komme peber i maden, men at krydre i det hele taget. Derfor er det gamle navn peberkager ikke kun forbeholdt kager med peber i. Det er en generel betegnelse for kager, bagt af en dej af enten hvede- eller rugmel, sødet med honning eller sirup, og tilsat krydderier som ingefær, kanel, nelliker og kardemomme.
I takt med udbredelsen af jernkomfuret i 1800-tallet blev det lettere at regulere varmen og dermed sikre, at kagerne ikke blev for mørke og hårde til at spise. Det er også i denne periode, at bagningen af brunkager blev en fast tradition som en del af danskernes jul.
Hemmeligheden bag en sprød og knasende brunkage er brugen af potaske. Til nød kan det erstattes med natron, men så går noget af sprødheden tabt.
Omkring hviletiden – så synes jeg at det bedste resultat er lade brunkagedejen hvile i 24 timer inden den skæres ud og bages. Er du utålmodig – så giv i det mindste dejen nogle timer på køl inden du bruger den.
Brunkager
Ingredienser
- 500 g mel
- 300 g smør
- 250 g puddersukker
- 1,5 dl sirup (mørk)
- 6 g kanel (stødt)
- 6 g nellike (stødt)
- 3 g potaske som udrøres i 7 spsk vand
- 60 g fint hakkede mandler
- 60 g hakket sukat
Sådan gør du
- Alle ingredienserne røres sammen til en ensartet dej. Fedtstoffet skal ikke blødgøres, men have sin normale konsistens.
- Del dejen i 4 dele som derefter rulles ud i pølser på cirka 20 cm og med en diameter på omkring 3 cm. Sæt dejen i køleskabet til næste dag – eller i det mindste nogle timer inden du bruger den.
- Når tiden er kommet til at bage brunkagerne skæres pølsen ud i skiver på omkring 3 mm, som derefter lægges på en bageplade, der er belagt med bagepapir.
- Brunkagerne bages på ovnens miderste rille ved 220 grader i cirka 6 minutter. Husk ovnen skal have den rette temperatur fra starten.
Buon appetito!!