MadOpskrifter
Tærte med savoykål og bacon
Denne tærte med savoykål og bacon er en rigtig vintertærte. Savoykål er i sæson i øjeblikket. Jeg skal ærligt indrømme, at savoykål ikke er det jeg har brugt mest af. Tidligere har det mest været til retter, hvor savoykålens blade har været brugt til at pakke eksempelvis fisk ind med. Men i de sidste par år har jeg fået øjnene op for de mange ting, som man kan gøre med savoykål.
Selv kan jeg bedst lide savoykål sammen med fløde, hvilket der så også er brugt i denne tærte, hvor den sammen med lidt bacontern bliver til en smagsmæssigt fremragende tærte, som kan spises både varm og kold. En rigtig vintertærte.
Tærte med savoykål og bacon
Antal 4 personer
Ingredienser
Tærtebund
- 200 g mel
- 1 knsp salt
- 125 g smør (koldt)
- 1 æg
Tærtefyld
- 1 savoykål
- 150 g bacon
- 2 dl piskefløde
- 25 g Mozzarella (revet)
- 4 æg
- 1 knsp muskatnød (revet)
- Salt og peber efter behov
Sådan gør du
Tærtebund
- Bland saltet med melet. Skær derefter smørret i mindre tern, og smuldre det i melet. Tilsæt ægget og saml dejen.
- Rul dejen ud eller tryk den ud i en smurt tærteform (diameter 27 cm). Stil dejen tildækket i køleskabet i minimum 30 minutter.
- Prik bunden med en gaffel og forbag den midt i ovnen ved 180 grader (normalovn) i 15 minutter.
Tærtefyld
- Skyl savoykålen og finsnit det derefter. Kom savoykålen i kogende vand tilsat lidt salt. Kog savoykålen under låg i godt 1 min. Lad derefter kålen dryppe godt af i en sigte. Fordel derefter savoykålen over tærtebunden.
- Skær derefter bacon i små tern og steg det kort, og drys det derefter over savoykålen.
- Pisk fløden sammen med revet ost, æg og krydderier og hæld over det over tærten.
- Bages i den forvarmede ovn på miderste rille ved 180°C (over-/undervarme) i ca. 45 minutter.
Buon Appetito!!