MadOpskrifter

Rosenkålsgratin i tærteform

Rosenkål – nogle hader det og andre elsker det. Jeg hører til sidstnævnte. Rosenkål er en fremragende grøntsag når bare den tilberedes korrekt. Ikke noget med at lade rosenkål koge for længe eller lade rosenkålen ligge og soppe i kogevandet mens resten af aftensmaden bliver tilberedt.

Heldigvis er jeg vokset med en mor, der sværgede til, at rosenkål skal serveres smørdampet. Det var den simple måde med en smule vand i en gryde, tilsat smør og salt. Rosenkålen i gryden og så låg på gryden og lad den koge ved høj varme i en 3-5 minutter. Rosenkålen er færdig når den er næsten mør. Der skal stadigvæk være lidt bid i den.

I studieårene var rosenkål en billig spise i vinterhalvåret og jeg fik afprøvet flere måder at spise rosenkål, herunder med diverse krydderier. En klassiker fra den gang i ’80erne var rosenkål blandet med lidt skinketern i et ildfast fad sammen med lidt bouillon, smør, krydderier og så lidt revet ost på toppen.

Dagens opskrift som er en rosenkålsgratin i tærteform er en mere moderne version af ovenstående. Bunden af gratinen er af bacon og rosenkålen for også her følgeskab af ost og krydderier. Smagte fint og fungerer udmærket både som frokost eller aftensmad.

Rosenkålsgratin i tærteform

Ret Grøntsager, Hovedret
Køkken Dansk, Nordisk, Tysk
Keyword Kål, Rosenkål, Vinter
Forb. tid 25 minutter
Bagetid 30 minutter
Samlet tid 55 minutter
Antal 4 personer
Forfatter Henrik Koudahl

Ingredienser

  • 650 g rosenkål
  • Salt
  • 8 skiver bacon
  • 1 citron
  • 150 g hytteost
  • 1 dl fløde
  • 2 æg
  • 50 g Parmigiano Reggiano (revet)
  • 3 kviste timian
  • 1 nisp muskatnød (revet)
  • Peber

Sådan gør du

  • Start med at ordne rosenkålene. Fjern de yderste blade og skær stokken fra. Blancher derefter kålen i kogende saltet vand i 3-4 minutter. Tag kålen af blusset og stop kogningen med koldt vand. Lad derefter rosenkålen dryppe af for vand. Rosenkålene skæres derefter i halve.
  • Smør en tærteform (26 cm) med lidt smør og placer baconskiverne rundt om tærteformens kant.
  • Riv citronskallen fint i og pres saften ud af citronen. I en skål kommes hytteost, fløde, Parmigiano Reggiano og æg. Det hele røres sammen og tilsættes citronskallen og citronsaften. Timianbladene tages af kvistene, hvorefter de skylles og tørres inden de hakkes fint. Timian kommes i blandingen sammen med lidt revet muskatnød, salt og peber.
  • Fordel nu de halverede rosenkål i tærteformen. Sørg for at skærefladen på rosenkålene vender opad. Til sidst fordeles æggemassen over rosenkålene og gratinen kommes i en forvarmet ovn på 180 grader og gratineres i cirka 30 minutter.

Buon appetito!!

Show More

Henrik Koudahl

En personlig blog for Henrik Koudahl. Her skriver jeg om de ting, der har min interesse. En cocktail der indeholder emner, der dækker over alt lige fra iværksætteri og Italien til emner inden for mad og vin.

Related Articles

Back to top button
Follow my blog with Bloglovin