Chokoladekage med Kahlua
Denne chokoladekage med Kahlua er så velsmagende og velduftende, at den helt sikkert vil blive en personlig favorit. Kahluaen giver den kun en mild kaffesmag, der forstærker chokoladearomaen og gør den saftig og udsøgt.
Denne dejlige chokoladekage med Kahlua er godt på vej til at blive en af mine favoritter når det kommer til chokoladekager. Chokolade og Kahlua komplementerer hinanden. Kahluaens milde kaffesmag forstærker smagen af chokolade.
Kahlúa er en mexikansk kaffelikør, som først blev opfundet i 1936 af Pedro Domecq, en spansk kaffelikørproducent. Det siges, at han blev inspireret af en lokal Veracruz-drik kaldet “café delicia”, som kombinerede kaffe og rom.
Pedro Domecq besluttede at kombinere Arabica-kaffebønner dyrket i Veracruz-regionen med mexicansk rørsukker og rom, hvilket resulterede i skabelsen af Kahlua. Kahlua blev hurtigt populær, ikke kun i Mexico, men også internationalt. Dens rige og bløde smag med noter af kaffe og et strejf af vanilje gjorde den til en elsket ingrediens i både cocktails, desserter og bagværk (som i denne chokoladekage med Kahlua) over hele verden. I årenes løb er Kahlua blevet en vigtig ingrediens i eksempelvis klassiske drinks som White Russian og Espresso Martini.
Chokoladekagen gør sig fint serveret bare med en kop friskbrygget kaffe eller espresso. Det er med til at forstærke undertonerne af kaffe fra Kaluaen. Alternativt kan lidt friskpisket flødeskum være et godt modspil til chokoladen og samtidig vil den fremhæve smagen af Kahluaen.
En håndfuld friske bær, fx hindbær eller jordbær, kan give en forfriskende kontrast til den dekadente kombination af chokolade og Kahlua. Eller hvad en kugle cremet vaniljeis? Det kan skabe en dejlig kontrast i temperaturer og teksturer. Lad eventuelt vaniljeisen smelte let over den stadigvæk lune kage for at skabe en saftig dessertoplevelse.
Chokoladekage med Kahlua
Udstyr
Ingredienser
- 200 g chokolade mørkt
- 60 g smør
- 130 g sukker
- 50 g kakaopulver
- 40 g hvedemel
- ½ tsk bagepulver
- 25 g mandelmel
- 120 ml vand varmt
- 2 æggeblommer
- 4 æggehvider
- 120 ml Kahlua
- 1/8 tsk salt
- 1 tsk vaniljeekstrakt
Sådan gør du
- Smelt chokoladen i mikrobølgeovnen eller over vandbad.
- Tilsæt kakaopulver og sukker, og rør forsigtigt, indtil al sukkeret er opløst. Derefter tilsættes først det varme vand og smørret. Rør godt rundt. Nu røres æggeblommerne og vaniljeekstrakt i. Tilsæt Kahluaen gradvist mens du rører rundt.
- Vend derefter mandelmel og melet blandet med bagepulver i.
- I en ren skål piskes æggehviderne med saltet stive. Vend forsigtigt de stive æggehvider i chokoladejen og hæld derefter dejen i en smurt springform på 22 cm.
- Bag i en forvarmet ovn ved 175 grader (over-/undervarme) i 40-50 minutter. For at tjekke, om den er færdig, stikker du en strikkepind i midten af kagen. Kagener færdig, når der ikke hænger noget dej ved strikkepinden.
Buon Appetito!!