Muffins med ribs
De er sommerlige, saftige og både søde og syrlige. Det er selvfølgelig ribs, som jeg taler om. Her er de brugt i muffins med ribs, som er et stort hit hos os. Selvom du hører til dem, der ikke rigtig kan lide ribs, så giv denne opskrift en chance. Samspillet mellem sødmen og den lette syrlighed kombineret med den skønne konsistens og luftighed resulterer i nogle virkelig lækre muffins.
Ribsbuskene har givet et stort udbytte i år, så kreativiteten har rigtig været sat på prøve. Så foruden disse muffins med ribs har den stået på ribssaft, rysteribs – hvoraf nogle blev brugt i denne opskrift, ribsis, ribsgele, ribsmarmelade(r) og lidt ribschutney.
Har du ikke ribs, så kan du snildt bruge andre bær i stedet og lave dine egne version af muffins med bær. Prøv at skifte ribs ud med enten sol– eller blåbær. Resultatet bliver lige godt.
Muffins med ribs
Ingredienser
- 2 æg
- 160 g sukker
- 220 g hvedemel
- 70 ml mælk
- 50 ml olie
- 1½ tsk bagepulver
- 100 g marcipan
- 150 g rysteribs
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 200 grader (normalovn). Pisk æg sammen med sukker til det bliver lyst og cremet. Tilsæt mel skiftevis med mælk og olie. Pisk dejen godt sammen.
- Riv marcipanen på den fine side af rivejernet, og vend det i dejen så det bliver jævnt fordelt. Undgå at der kommer til at være klumper af marcipan.
- Tilsæt bagepulver og rør det godt sammen med dejen.
- Drys rysteribsene over dejen og vend dem forsigtigt i dejen.
- Fordel dejen i muffinsformene. Dejen skal fylde lidt over halvdelen af formen.
- Bages i ovnen på 200 grader i ca. 18 – 20 minutter, til de er gyldne og sprøde på toppen.
Buon Appetito!!