Pastitsio: Græsk lasagne med et twist

Den klassiske italienske lasagne har alle dage været et stort hit hos os. Så meget at det i perioder næsten har været en traditionel søndagsspise. Der er noget hyggeligt ved at have bolognesen stående og simre på komfuret i et par timer og ikke mindst når duften breder sig.
Det er ikke bare italienerne, som har lasagne på menukortet. Græsk lasagne findes f.eks. i flere forskellige udgaver. De fleste af os kender moussaka men har du hørt om pastitsio? Pastitsio er en græsk lasagne, hvor den klassiske bolognese er skiftet ud med hakket lammekød, som er godt krydret med blandt andet kanel og stødt nellike.
”Twistet” i denne græske lasagne er, at der ikke er brugt græske ingredienser. Hvor grækerne bruger deres egen pasta ziti har jeg den italienske Ziti, som er lidt kortere (og i mangel så kan penne bruges). Ligeledes bruger grækerne normalt friskrevet kefalotyri, hvor jeg har brugt den italienske Parmigiano Reggiano. Næste gang vil jeg nok prøve med en Pecorino Romano, som er lidt mere saltet i smagen.
Pastitsio: Græsk lasagne med et twist
Ingredienser
- 2 spsk Olivenolie
- 1 løg (finhakket)
- 2 fed hvidløg
- 1 kg lammekød (hakket)
- Salt og peber
- 2 tsk oregano (tørret)
- 1½ tsk kanel (stødt)
- ¼ tsk muskatnød (revet)
- 1 knsp nellike (stødt)
- 80 ml tomatpasta
- 1 tsk sukker
- 500 g pasta (græsk eller italiensk pasta af typen ziti)
- 2 dl Parmigiano Reggiano
- 1 l béchamelsovs
- 2 æg
Sådan gør du
- Kom hakket løg i en gryde med olivenolie og svits ved middelvarme i ca. 5 minutter til de bliver bløde og glasagtige. Tilsæt de finhakket hvidløg og steg videre i 1 minut. Kom det hakkede lammekød ved sammen med salt og peber. Brun kødet i 8 til 10 minutter.
- Tilsæt oregano, kanel, muskat og den stødte nellike. Rør godt rundt i 1 minut. Tilsæt derefter tomatpasta og rør rundt i 1-2 minutter yderligere. Tilsæt 7,5 dl vand og sukker og bring derefter gryden i kog. Lad gryden simre forsigtigt i en 30 minutters tid. Smag evt. til med salt og peber.
- Imens kødsovsen simrer, sæt da en gryde med vand over og kog pastaen efter anvisningen på pakken. Hæld kogevandet fra og skyld pastaen under rindende koldt vand. Hæld vandet og kom halvdelen af pastaen op i et smurt ildfast fad (cirka 20 X 30 cm – og gerne med lidt højde) og arrangerer pastaen så det vender samme vej. Fordel al kødsovsen oven på pastaen. Resten af pastaen fordeles oven på kødsovsen – og lægges i samme retning som det første lag.
- Rør 1 dl Parmigiano Reggiano i bechamelsovsen (se note). Tag derefter ca. 1 dl af bechamelsovsen og kom det i en anden skål. Pisk æggene ind i bechamelen. Pisk derefter æggeblandingen sammen med den resterende bechamelsovs og fordel det i et jævnt lag over pastaen. Drys til sidst den resterende ost over retten.
- Bages ved 200 grader i cirka 40 minutter indtil lasagnen både bobler og har fået en let gylden farve på toppen. Lad lasagnen hvile i 10-15 minutter før den serveres.
Noter
- 140 g smør
- 60 g mel
- 1 l sødmælk
- 1/2 tsk hvid peber
- 1/2 tsk revet muskatnød
- Salt