MadMit italienske køkkenOpskrifterPrimo (mellemretter)
Spaghetti alla carbonara med røget makrel
Spaghetti carbonara med røget makrel er en dejlig og ikke mindst velsmagende alternativ version af den klassiske carbonara med bacon. Samtidig er retten et godt alternativ for dem, der foretrækker fisk fremfor kød.
Røgningen af makrellen minder lidt om bacon, der er blevet røget, om end makrellen er noget lettere end baconet. Foruden at være et sundt alternativ, er makrel også en forholdsvis billig fisk, der giver en god smag til retten.
Spaghetti alla carbonara med røget makrel
Spaghetti carbonara med røget makrel er en variation af den klassiske carbonara med bacon. En dejlig og ikke mindst velsmagende version.
Antal 4 personer
Ingredienser
- 500 g Spaghetti
- 1 røget makrel
- 1 Løg
- 6-8 æggeblommer
- 100 g Parmigiano Reggiano
- Olivenolie
- Salt og peber efter behov
Sådan gør du
- Rens makrellen for skind og ben, del fisken i mindre stykker.
- Kog spaghetti al dente, der skal stadig være en lidt bid i pastaen.
- I mens spaghettien koges hakkes løget, som derefter brunes i en gryde med lidt olivenolie. Når løgene begynder at blive bløde, tilsættes den røgede makrel i små stykker og steger derefter med i fem minutter.
- Tag æggene og skil blommerne fra hviderne. Tag æggeblommerne og tilsæt en god håndfuld revet Parmigiano Reggiano, lidt salt og en knivspids peber. Det hele røres sammen i en skål.
- Når pastaen er færdigkogt tager du et par spiseskefulde af kogevandet fra. Dræn derefter pastaen og kom den over i gryden med løg og makrel. Tilsæt lidt vand for at få pastaen til at binde sig til saucen.
- Tilsæt de sammenpiskede æg og osten til gryden med spaghetti, og vend det derefter hurtigt sammen med spaghettien.
- Kom friskkværnet peber på din spaghetti alla carbonara sammen med lidt Parmigiano Reggiano. Server den straks derefter.
Buon appetito!!