Couscous med ovnstegte peberfrugter og tomater
Couscous kommer oprindeligt fra Nordafrika, men er nu også et populært tilbehør her i stedet for ris eller kartofler. Hos os er det lidt i perioder at couscous kommer på menuen, selv om det går fint sammen med grøntsager som fx tomater, gulerødder eller kål, ligesom det også går fint til fjerkræ, lam, oksekød og fisk.
Her er brugt den nemme løsning med instant couscous. Det er nemmere at forberede: Det eneste du skal gøre er at hælde kogende vand over det og lade det svulme lidt op. Eventuelt findele det med en gaffel og tilsætte lidt smør.
Lav gerne rigeligt når du alligevel er i gang. Får du ikke spist det, så kan det spises alene dagen derpå som frokost.
Mine Couscous med ovnstegte peberfrugter og tomater blev serveret til stegt kyllingebryst, men vil fint kunne serveres til eksempelvis frikadeller eller koteletter. Mulighederne er mange
Couscous med ovnstegte peberfrugter og tomater
Ingredienser
- 2 stks peberfrugter (røde)
- 1 bundt forårsløg
- 500 g cherrytomater
- 5 spsk olivenolie
- 1 nips salt
- 1 nips peber
- 1 nips sukker
- 2 spsk tomatpuré
- 3 dl grøntsagsboullion
- 200 g couscous
Sådan gør du
- Forvarm ovnen til 160°C (varmluft)
- Skyl peberfrugter og forårsløg i vand. Halver peberfrugterne, fjern stilk og kerner, og skær derefter peberfrugterne ud i små tern på cirka 0,5 x 0,5 cm. Fjern rodenden på forårsløgene og skær dem derefter ud i fine ringe. Skyl derefter tomaterne og halver dem.
- Bland tomater og peberfrugter med olivenolie, salt, peber og sukker i en ildfast fad og steg dem efter i ovnen i 10 minutter.
- Varm 1 spsk olie op i en gryde på middelhøj varme og rist tomatpuréen med sukkeret i ca 1-2 minutter. Tilsæt bouillonen og bring det i kog. Tag gryden af varmen, rør couscous og forårsløg i og lad det trække tildækket i cirka 10 minutter.
- Tag grøntsagerne ud af ovnen. Smag couscousen til med salt og peber. Anret couscous og de ovnstegte grøntsager på tallerkner.
Buon Appetito!!