BagværkMadOpskrifter
Rabarber-yoghurtkage
Jeg har det med rabarber som jeg har det med eksempelvis ramsløg og asparges. Jeg kan ikke få nok af dem når de er i sæson. Rabarber var da også de første planter, som røg i jorden da vi sidste år fik egen have. Tre forskellige sorter er det blevet til og, det ser lovende ud for de kommende år.
Indtil vi for alvor kan høste af dem så må vi nøjes med dem, som vi kan købe på markedet eller få tiltusket os hos min svigerfar. Når det kommer til kage med rabarber så er en crumble blandt mine store favoritter, men denne rabarberkage med yoghurt og marcipan var et dejligt alternativ. Rabarber og marcipan er en himmelsk kombination, og sammen med yoghurten blev resultatet en rigtig herlig sommerkage.
Rabarber-yoghurtkage
Ingredienser
- 800 g rabarber
- 250 g hvedemel
- 250 g sukker
- 1 tsk vaniljesukker
- 250 g bagemargarine
- 4 æg
- 2 spsk yoghurt (naturel)
- 150 g marcipan
- 2 tsk bagepulver
Sådan gør du
- Start med at skylle rabarberne, fjern toppen og den hvide bund. Skær stilkene i 1 cm tykke stykker. Stilles derefter til side.
- Skær bagemargarine i mindre stykker, og kom det i en skål. Røres blødt sammen med sukker og vanillesukker.
- Tilsæt æggene, 1 af gangen og rør godt imellem hvert æg. Riv marcipanen på den grove side af rivejernet.
- Tilsæt mel, yogurt, revet marcipan og bagepulver. Rør det hele godt sammen, vend forsigtigt rabarberstykkerne i dejen. Fordel dejen i en springform.
- Bages i ovnen i cirka 1 time ved 180 grader til overfladen har en gylden farve.
Buon appetito!!